BEHANDLING
Dit bindevæv er nøglen til heling
Efter snart 20 år som fysioterapeut har jeg erfaret, at det oftest er bindevæv – ikke muskler – som er roden til smerter. Derfor er hjemmeøvelser sjældent nok – du skal i kærlig behandling under mine hænder.
Da jeg læste til fysioterapeut, vidste man ikke, hvad bindevævet/fascievæv skulle bruges til – det var der bare. Fokusset lå på muskler og led.
I dag er vi heldigvis blevet klogere. Bindevævet/fascievævet er nemlig supervigtigt, da det binder vores krop sammen: Muskler, led, knogler, sener, ligamenter og organer er alle bundet sammen, så vi på den måde får ét stort organ.
Bindevævet består af flere lag, er normalt fugtigt, blødt og elastisk, og så snor sig i alle retninger ind omkring alt fra den mindste muskelfiber til muskler, knogler og organer. Nogle steder er bindevævet/fascien tynd og fin – næsten som et spindelvæv – andre steder er det meget kraftigt – fx i lænden og ved muskeltilhæftningerne på knoglerne.
Bindevævet/fascien har mange sensoriske nervefibre (”følenerver”). Derved fungerer det som et stort, indvendigt sanseapparat, der sender mange signaler til hjernen. På den måde kan bindevævet/fascien være et link til at forklare diffuse smerter og symptomer, som kan være vanskelige at diagnosticere og se på skanninger.
Hvis bindevævet/fascievævet bliver mere tørt og sejt, og der opstår restriktioner i det, så kan vi mærke det i vores krop. Vi bliver stive, usmidige og kan få ondt diverse steder. Restriktionerne kan komme af stress/forhøjet stressniveau, traumer, overbelastninger og operationer.
Hvis bindevævet ikke er smidigt og elastisk, kan vi komme til at opleve spændinger/smerter og kan have svært ved at bevæge os optimalt. Kroppen kan derved lave forskellige kompensationer – det vil sige, smerten kan forplante sig fra foden til nakken: En forstuvet fod kan sætte sig som hovedpine. Det er også derfor, at jeg ikke nødvendigvis behandler der, hvor du har ondt, og at jeg gerne vil se på hele din krop, ikke kun der, hvor dine smerter sidder.